Jeg fik for nyligt en meget mærkelig besked fra en ven, fordi han havde set at jeg havde lagt et billede af min bil op på Instagram. Det er nemlig ikke første gang, at jeg har taget et billede af min bil og delt den på de sociale medier. Der er faktisk nok flere billeder af bilen, end der er af mig selv eller min familie. Det syntes min ven var noget mærkeligt noget, så han spurgte mig:
?Hvad er der med dig og den bil?? Hvorfor skal vi andre glo på den hele tiden??
Først fik jeg sådan en klump i halsen, og fik det helt underligt i kroppen. Det var som om jeg blev sendt tilbage til min barndom, og jeg havde gjort et eller andet henne i skolen, der fik læreren til at hæve stemmen og skælde mig ud. Det føltes virkeligt som om jeg havde gjort et eller andet forkert.
Men så begyndte jeg at udfordre følelsen. Gav det virkelig mening, at jeg fik dårlig samvittighed over, at have lagt det billede op? Jeg elsker min ford fiesta, og jeg er naturligt drevet imod at dele den med andre. Det er måske ikke alle der har samme interesse i biler som jeg har, og nok slet ikke nogen der får den samme glade følelse indeni af at se lige præcis min Fiesta, men er det ikke lige meget?
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er helt sikker på hvad meningen er med de sociale medier. Men jeg tvivler på, at den gennemsnitlige dansker sidder derude, og nøje overvejer hvad der skal deles, på baggrund af deres bekendtes interesser. Hvad skulle jeg dele på de sociale medier, hvis jeg skulle gøre alle tilfredse? Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste ting, der vil interessere dem alle. Jeg har både min mormor, mine gamle studiekammerater og selv min mekaniker på Facebook. De mennesker har ikke rigtigt andet tilfælles, end at de kender mig.
Og det er det, jeg tænker er pointen. De kender mig, og værdsætter mig nok til, at de gerne vil kalde mig deres ven. Når de tjekker min profil, så er det altså for at se noget, der afspejler min personlighed. Og min Ford Fiesta er altså noget jeg sætter rigtigt meget pris på, og som derfor hænger stærkt sammen med, hvem jeg er som person. Det er derfor jeg deler billeder af den. Fuldstændigt som at nogle par deler billeder af deres børn, eller min ven Lars deler billeder af at være iklædt en rustning fra top til tå når han laver rollespil ude i skoven. Så det er okay at dele billeder af sin bil, fuldstændigt som at det er okay at dele alt andet, som er vigtigt for dig.